Jesus Kristus kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd, adgang til faderen. Så er I da ikke længere fremmede, og udlændige. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand

Sådan skriver apostlen Paulus i sit snart to tusinde år gamle brev til den lilleasiatiske menighed i Efesos. 

Budskabet om fred står centralt i disse linjer, og Paulus tydeliggør så samtidig, hvilken enhed og fællesskab, Gud giver os del i: Troen på Gud skænker mennesket en ny tilværelse, et nyt liv båret af en fælles ånd:

Vi går nu fra at være hinanden fremmede til nu at høre til den samme husstand; vores egen familie udvides med folk, der taler andre sprog og dialekter. Troen på Gud skaber grobund for en ny ånd, som knytter bånd, og som sætter navn på den fremmede og gør dem til brødre og søstre.

¤

Vi bliver som i Jesu lignelse i dag om de to brødre bevæget til ikke længere at lade os nøje med at måle og sammenligne os med hinanden; om vi nu har fået vores del eller er blevet snydt og forsmået. Den tankegang og form for indignation skal ikke kun fylde i vores liv. Vi skal i stedet leve ud af Guds kærlighed, og forstå, at større end al menneskelige nid og nag er det, at vi mødt af Guds altfavnende og nådige tilgivelse og forsoning. 

Det er forståeligt at den ældste søn i Jesu lignelse bliver stødt over, at hans yngre bror, som har smidt om sig med sin arv, nu ved sin hjemkomst uden en klink på lommen bliver fejret og festligholdt. 

Det er forbandet svært at se udover det, man oplever som urimeligt, uretfærdigt og uordentligt. 

Men Jesu lignelse er vigtig, fordi den som Paulus i sit brev peger på den forvandling af mennesket, som skal til, og som Gud vil: Gud forkynder fred, og han vil bringe os sammen, åbne vores øjne og vores døre for hinanden.

¤

I bogen Social energi – kilder til kritisk overskud i en ophedet tidsalder, skrevet af de to sociologer Steen Hjul Lybke og Hartmut Rosa, formulerer de to forfattere, at vi i vores tid lider under en dobbelt overophedning.  Vi lever, skriver Hartmut Rosa, med en dobbelt energikrise. Dels den, der angår de fossile brændstoffer og klodens ressourcer, dels en krise i den mentale sundhed. Vi er ved at skabe et samfund, som mange har svært ved at holde ud at leve i. Kravet om konstant at følge med, præstere og opretholde samfundets høje tempo kræver enorme mængder af menneskelig energi. Derfor bliver mange syge og udbrændte. Som Hartmut Rosa skriver i sit kapitel i bogen:

Det kræver ikke kun fysisk energi, men også en utrættelig investering af psykisk og menneskelig energi at optimere alle former for sociale processer og øge effektiviteten på alle handlingsniveauer. Og vupti, ligesom vi nærmer os udtømningen af planetens ressourcer, ser det ud til, at vi nærmer os udtømningen af subjekternes psykiske ressourcer. Ligesom vi opvarmer den miljømæssige atmosfære, brænder vi folks sjæle af … (s. 27).

Det er voldsomme ord, at vi med vores ageren og samfundsudvikling er ved at brænde folks sjæle af. Men konsekvenserne viser sig i form af depressioner, stress og udbrændthed, og udviklingen er særligt markant blandt unge. 

Det er alvorligt og det må også vække til kritisk eftertanke, at det samfund, vi selv skaber og opretholder (på trods af alt det gode, der kan siges om det) samtidig kan være med til at nedbryde det levede liv.  Vi må så samtidig søge efter modkræfter, efter det, der kan give næring til livet og åbne andre og nye veje. Vi skal have veje ud af den fremmedgørelse, vi med vores samfundsudvikling skaber.   Mennesket har med forfatternes ord brug for erfaringer af mening, nærvær og forbindelse.

Her har vi i kirken noget væsentligt at tilbyde, vil jeg tillade mig at mene. Ikke som en hurtig løsning, men kirken er et sted, hvor mennesket ikke først og fremmest mødes som en præstation, men som et menneske. Gudstroen åbner en større verden, åbner vores øjne både for himlen og hinanden, og det nye liv, hvor fremmede og ukendte bliver del af den samme husstand og familie, og hvor den fortabte og hjemvendte bliver mødt med en forsonende kærlighed.

Det ske i Jesu navn. Amen