“Fri mig for at få lagt ord i munden! Jeg kan ikke fordrage at få lagt ord i munden og blive taget til indtægt for noget, der ikke er mig”.
Jeg ved ikke, om du har det som mig. Hvis det er tilfældet, så du må også umiddelbart blive irriteret over ordene hos profeten Jeremias i dag:
Gud lægger her netop sine ord i profetens mund. Gud rækker sine hænder frem og rører Jeremias læber og lægger sådan meget håndfast sine ord i ham, hælder dem nærmest i ham, propper sine ord og meninger i ham.
¤
Nu er situationen her imidlertid en særlig: Gud vil, at Jeremias skal være hans profet, men Jeremias føler sig ikke klar til at tage en sådan opgave på sig. Jeremias føler, han er for ung; han er heller ikke veltalende. Jeremias kender sine egne begrænsninger. Så det bliver det et nej.
Men Gud er ikke sådan at slippe af med. Han tager ikke et nej for et nej. Gud tager Jeremias på ordet, hjælper ham, lægger ham nu ordene i munden. Han berører Jeremias mund og siger: ”Nu lægger jeg mine ord i din mund”.
Det at få lagt ord i munden er her Guds hjælp og støtte til profetens arbejde. Vel være Jeremias er ung og vel være han ikke er verdens bedste retoriker men han kan bruges.
Gud vil ham, sådan som Gud vil det liv, han har skabt.
¤
Det er måske i det lys slet ikke så tosset at få lagt ord i munden.
De ord, vi bliver lagt i munden, er måske mindre som nogle, der fjerner vores selvstændighed og mere nogle som vi skal se som en hjælp.
Sagen er jo den, når alt kommer til alt, at vi ikke kan leve kun af vores egne ord. Tænk blot på salmerne.
Hvor er det en gave at synge gamle og nye salmer. De låner mig ord og formulerer det, som jeg ikke kan sige af mig selv. De får mig til synge, at den mørke nat forgangen er, og at der er al god grund til at holde håbet oppe.
Gud
Læg fortsat dine ord i vores mund
Så vi ser dig som den du er,
Den levende Gud,
Der giver sig selv hen til verden,
Og som er tæt på os
Fra det første åndedrag
Til universets sidste suk.
Amen