Barnemordet i Betlehem er en voldsom beretning om menneskelig lidelse, og om hvordan magthavere ser bort fra menneskeliv. 

Kong Herodes vil den nyfødte Jesus til livs, og han beordrer derfor alle drenge på to år og derunder – drenge, født i området omkring Betlehem - dræbt. At det koster uskyldige livet, gør Herodes kold. Målet helliget midlerne. Målet, som for kong Herodes er at beskytte sit rige, mod den kongesøn, Jesus, som er født julenat.

Det er en gammel historie omkring massemord begået tilbage i antikkens tid, vi her hører, men der er samtidig noget bekendt og stadig aktuelt ved den historie. 

Massakrerne og massemordenes tid er endnu ikke omme. Tværtimod!

¤

Evangelisten Matthæus, som fortæller om barnemordet i Betlehem, skriver, at denne massakre, opfylder noget, som blev sagt og varslet allerede århundreder tidligere af profeten Jeremias i ordene:

 ”I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.” 

Evangelisten Matthæus bruger de ældre ord fra den gammeltestamentlige profet til at understrege det særlige ved Jesu fødsel. Men jeg kan heller ikke se andet i evangelistens henvisning, at ligesom der var råb, gråd og megen klage på profeten Jeremias tid, så er der også lidelse på hans egen tid. 

Råb, gråd og klage er en del af Matthæus tid og en del af vores tid, en del af menneskets eksistens.

¤

Hvorfor er intet forandret? Det spørgsmål kan godt melde sig i mig.

Fra profeten Jeremias tid, over Jesu tid til vores egen. Hvorfor bliver vi ved med at slå hinanden ihjel? 

Al den ødelæggelse! 

Al den vold!

Massakrerne og bomberne. 

Liv, som lægges i ruiner, og huse, som sprænges væk. Hvorfor bliver vi ved med at ødelægge det almindelige hverdagsliv og gøre livet til et helvede for andre?

Jeg kender ikke svaret, men vedgår, at det synes at være noget, der ligger i den menneskelige eksistens, og som gør det befriende hver en søndag (med spejl for ansigtet) at sige med på forsagelsen: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger”. Igen og igen.

Og så derefter bekende troen på Gud Fader, Søn og Helligånden og håbe på, at troen på Gud – på det julen har bragt os - vil kunne flytte bjerge og hjælpe os til at søge freden og forsoningen.

I Jesu navn. Amen