I Ordsprogenes Bog i Det gamle Testamente finder vi følgende sætning:
”Dødsriget og underverdenen ligger åbne for Herren, hvor meget mere da ikke menneskets hjerter”.
Disse ord giver det god mening at høre ved gudstjenesten påskelørdag nat. Der er gudstjeneste kl. 22.00 i aften i Ribe Domkirke. Er du i nærheden, så kom og vær med.
Her fejrer vi Jesu nedstigning i dødsriget. Han ligger ikke bare stille i sin grav. Evangelierne fortæller ganske vist, at han blev begravet og en sten sat for graven, men rige traditioner har fra tidlig kristen tid udfoldet den kristne opstandelsestro.
Jesus stiger ifølge disse beretninger ned i dødsriget og griber ud efter de døde. Han rækker ud efter Adam og Eva, Kain og alle slægtled siden. Jesus tydeliggør, at håbet fra påskemorgen er et håb om en morgen af opstandelse for os alle.
Hvad englen forkynder til kvinderne, der kom til Jesu grav påskemorgen, tegnes nu i denne nat som et håb for os.
¤
Den korte læsning til i aften, påskelørdag, er et enkelt vers fra Ordsprogenes bog. Det vers er der al god grund til at reflektere over. Hør det igen:
”Dødsriget og underverdenen ligger åbne for Herren, hvor meget mere da ikke menneskets hjerter”.
Hvad umiddelbar slår mig, når jeg hører disse ord, er, at på den ene side nævnes de to steder, dødsriget og underverdenen, og så samtidig den menneskelige krop, helt specifikt menneskets hjerter.
Her er både en form for geografi, et mytisk og samtidigt så konkret et sted – der, hvor de døde lægges til hvile - og så også noget i et menneskes krop, noget mennesket er og har: et hjerte. Opstandelsen har dermed med både noget udvortes og indvortes; det drejer sig ikke kun om den enkelte, men har med den dødsmærkede verden, vi lever i og deler.
Budskabet i den korte tekst er: Hades og underverdenen er ikke længere et mørke, noget tildækket og gemt væk fra Gud. Og der er heller intet sted længere, hvor Gud ikke kan nå mennesket, og hvor hans lys ikke kan trænge ind til trøst og håb for dette menneske.
Der er ikke noget menneskehjerte, som Gud ikke kan nå, uagtet vi menneskers onde handlinger og voldsomme og ødelæggende færd mod andre. Ja, uagtet, at livet kan se anderledes gudsforladt ud.
Hvis Gud kan nå helt ned i dybet og nå os ved verdens ende og på havets dyb, ned i graven og ned i glemslen, og han her kan komme med sin trøst, hvor meget mere må vi da også leve ved håbet om at han kan trænge ind i vi menneskers hjerter.
I Jesu navn det ske!
Amen