Lad os gå ud af dette kirkeår med ordene, vi hører denne søndag, fra Paulus brev til menigheden i den nordgræske by Thessaloniki. 

Paulus skriver: 

“Vor Herre Jesus Kristus og Gud, vor Fader, som har elsket os og i din nåde givet os evig trøst og godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer til alt godt i gerning og ord!”

Det er da den smukkeste afslutning på et brev, og det er særdeles prægnante ord at forlade det gamle kirkeår på. 

¤

Er tonen 2000 år gammel og forekommer nogle af ordene arkaiske og abstrakte, så er ønsket stadigvæk aktuelt. For hvad Paulus skriver er et ønske om Guds trøst af os og et ønske om styrke til, at vi nu må leve ud af Guds kærlighed og nåde.

Både trøsten og styrken finder vi i Gud og i den kærlighed, han møder os med som vores far i himlen og ved at han lod sin søn Jesus fra Nazareth dele kår med os og i ham plantede lys og ånd i vi menneskers mørke. 

Forligelse, tilgivelse og forsoning er ikke let, men Jesus selv med sit liv, i sine ord, og i sin død og opstandelse viste deres styrke og forrang. 

Han har samtidig vist os hen på vores forpligtelse og ansvar for hinanden. Det er netop, hvad Jesus gør i lignelsen, som hører kirkeårets sidste søndag til. 

Lignelsen om Menneskesønnens komme og dommen, hvor fårene skal skilles fra bukkene, er et verdensdrama - en dommedagsscenarie, som da også gennem århundrederne utallige gange er blevet malet op i al sin kontrast. 

Inden du begynder med at botanisere for meget i Guds dom og selv lader dig friste af på Guds vegne at skille fårene fra bukken, så lad dig i stedet mærke af menneskesønnens kriterie for sin dom. Han skelner mellem dem, der så ham, og dem, der gik forbi ham og ikke ænsede ham. Det kan menneskene i lignelsen ikke forstå, for hvornår skulle de have set ham. 

Menneskesønnen svarer dem da, at de skulle have set ham i den fattige og i den hjemløse, i den sultne og i den tørstige, i den syge og i den fængslede. At takke Gud er at have øje for sin næste.

Kirkeåret slutter denne søndag, og det er svært ikke at blive i dommen, i forargelsen, vreden og skuffelserne, i sorgen over andres svigt og skødesløshed. Godt da at blive sat for dommen og blive spurgt: hvorfor så du ikke din næste? Hvorfor gik du selv forbi?

Jeg har brug for en afslutning som den apostlen Paulus adresserer i epistlen i dag. Tak til Paulus for at skrive til dig og mig: 

“Vor herre Jesus Kristus og Gud, vor Fader, som har elsket os og i sin nåde givet os evig trøst og godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer til alt godt i gerning og ord”

I Jesu navn det ske.