”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer ”.

Midt i disse løfter, i evangelielæsningen i dag på denne fjernede Helligdag, Stor Bededag, stiller Jesus det enkle, næsten jordbundne spørgsmål: Hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød eller en slange, når han beder om en fisk?

Det er et spørgsmål om genkendelse. Om det, der gives, faktisk svarer til det, der bliver bedt om.

Og netop der bliver evangeliet uroligt aktuelt set her. For vi var for ganske få år siden vidne til, at en gave blev givet, en helligdag, denne dag i dag, blev taget og givet videre til et større formål. Under ledelse af Mette Frederiksen blev Store Bededag afskaffet med henvisning til nødvendighed og ansvar i en urolig verden.

På den internationale scene kan det tage sig smukt ud, som noget generøst, næsten ædelt. 

I læsning af den tidligere NATO-generalsekretær Jens Stoltenbergs fine erindringer fremhæver han det i alt fald som et tegn på vilje til at ofre. Som statsminister Mette Frederiksens smukke bidrag til Ukrainekrigen. 

Men evangeliets spørgsmål bliver stående: Var det brød eller var det en sten? For en gave er ikke blot noget, der gives. Den må også være genkendelig som god for den, der modtager den. Ellers risikerer vi, at det, der fremstår som offervilje, i virkeligheden opleves som afsavn påført andre.

Derfor lyder Jesu ord videre: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” 

Det er ikke en storpolitisk strategi, men en målestok for nærhed og ansvar. En prøvesten for, om vores handlinger bærer liv i sig. Og måske er det netop her, vejen bliver smal. Ikke i de store erklæringer, men i det stille spørgsmål: Gav vi det, der var brug for, eller det, der så godt ud at give?

¤

Lad os da til sidst her høre det, som er den fjernede Helligdags ånd, og som da heldigvis fortsat er at finde i vores salmebogs bibelske læsninger til i dag Stor Bededag. En bøn fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente – en bøn, der til stadighed er aktuel:

Salmisten skriver: Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen! Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre? Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig. Jeg håber på Herren, min sjæl håber; jeg venter på hans ord, min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen.

Amen