Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyt fra Ribe Stift

Prædikener

Sidste søndag efter helligtrekonger

Jeg har herliggjort det og jeg vil atter herliggøre det

”Da lød der en røst fra himlen: Jeg har herliggjort det og jeg vil atter herliggøre det”.

Disse ord er Gud Faderens eneste replik i Johannesevangeliet – ellers er hans ord jo blevet kød og blod i Jesus – så det er sønnen, som taler.

På himlen skinner solen og fuglene synger, men Gud i himlen er velsignende, stille og overlader ordet og talen til sin søn Jesus, født i Betlehem.

Straks efter Gud Faders eneste ord fra himlen hersker der imidlertid forvirring om, hvad Gud egentlig har sagt.

Sådan er det, hvor mennesker færdes og taler sammen! Hvad var det, vi hørte? Var der noget? Er det fantasi eller?

En spørger: ”Var det, virkelig det, Gud Faderen sagde?” En anden: ”Var det ikke bare torden”. En tredje begynder at pinde i sætningerne, og en fjerde mener det var noget helt andet, måske en fugl.

Men evangelisten Johannes er sikker i sag. Han meddeler os, at det var Gud Faderen selv, som bekræftede overfor Jesus, at han ville herliggøre, bekræfte sit navn. Gud ville vise sit nærvær, og bekræfte sin kraft og styrke, sin kærlighed og nåde.

¤

Jesus understreger i sin efterfølgende kommentar til Gud Faderens ord fra himlen, at når Gud i himlen tog ordet, så var det ikke for Jesu skyld men for deres, folkemængdens skyld. Uanset hvad de hørte, så var det sagt til dem og for deres skyld.

Hvorfor siger Jesus det?

Umiddelbart kan det synes unødvendigt, som om, vi ikke skal tro, at Jesus selv havde brug for støtte fra sin far i himlen, nu hvor han forstod, at hans liv snart ville ende, at han ville blive taget til fange og blive henrettet i den kommende påske. Det kan virke, sådan lidt som om Jesus siger: Jeg klarer det selv og har ikke brug for en coach eller en psykolog, eller noget andet støttebind.

Hør imidlertid andet og mere i Jesus kommentar til Gud Faderens løfte om at herliggøre sit navn for vores skyld. De ord bekræfter jo netop Guds væsen og alt det, som sker i evangeliets beretning, såvel i jul og til påske og pinse.

Det sker jo alt sammen på grund af Guds kærlighed. Det beror på, at Gud handler i overensstemmelse med sit væsen, som er kærlighed.

Dvs. alt, hvad kommer fra Gud, sker ikke for at styrke Gud selv eller hans søn, men det bliver sagt for, at vi mennesker skal blive styrket i troen på Gud, og i håbet og i kærligheden til vores næste.

I den forstand er det sandt, hvad Jesus siger: ”Den røst fra himlen ikke for min skyld, men for jeres.” Hør trøsten til os og glæden og håbet i de ord.

Amen

 

 
Malt Provsti, Jacob Gades Allé 4, 1. sal , 6600 Vejen. Tlf. 61 61 31 56, Email: malt.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21351873 - EAN nr.: 5798000856370